Note
Du skal logge ind for at skrive en note

En ny metode

Den ny kritik er betegnelsen for en bevægelse, der opstod i USA i 1920’erne, kulminerede i 1940- og 1950’erne og nåede Danmark, hvor forskeren Johan Fjord Jensen introducerede metoden i Den ny kritik (1962).

At der var behov for en anden metode end den biografiske havde to grunde. For det første kunne den biografiske metode slet ikke få alle aspekter af en tekst med, og ofte måtte man gradbøje og reducere teksten for at få den til at passe sammen med forfatterens liv.

For det andet opstod der en ny litteratur, som den biografiske metode slet ikke virkede på, nemlig modernismen. Det er derfor ikke tilfældigt, at en af grundlæggerne af den ny kritik var digteren T.S. Eliot (1888-1965), der selv skrev modernistiske nyklassikere som bl.a. The Waste Land (1922, på dansk: Ødemarken).

Note
Du skal logge ind for at skrive en note

Det autonome værk

Den ny kritik anser et litterært værk for at være autonomt, dvs. en selvberoende helhed, der består af et komplekst samspil mellem værkets dele. Derfor er det en principiel fejlslutning at læse litteratur som eksempel på noget andet end den selv, fx forfatterens liv, samfundets økonomi eller som »case-story« for en psykologisk teori.

Hvad digteren måtte mene om sit værk, er uinteressant. Det væsentlige er, hvad værket selv siger. Og digterens liv er i denne forstand simpelthen en forstyrrende faktor, som man må se bort fra. Derfor må læsningen af et værk begynde i værket selv.

Note
Du skal logge ind for at skrive en note

Samspillet mellem værkets dele og helhed

Den nykritiske metode hviler på den grundige nærlæsning, hvor man studerer samspillet mellem værkets dele og helhed. I denne manøvre udskiller man forskellige lag til nærmere analyse, hvilket resulterer i den såkaldte lagkagemodel. De enkelte lag i kagen er som følger:

Note
Du skal logge ind for at skrive en note

Værkets

lydlige lag
(akustiske, fonetiske niveau)
syntaktiske lag
(sætningskonstruktion, rytme, brug af forfelter,
vægtforhold)
fortællemæssige lag
(fortælleteknik, udsigelse, fortællesynsvinkler, lyrisk jeg)
planstrukturlaget
(real- og billedplan, billedsprog, encyklopædi, allusioner mv.)
storelementernes lag
(motiv, tema, handling, personer, miljøer, konflikter, løsninger)
fortællerholdningens lag
(tekstens holdning, grundfilosofi, etiskeværdier)
det livsbilledlige lag
(tekstens udsagn, almengyldige kerne, livsfilosofi
Note
Du skal logge ind for at skrive en note

To læsestrategier

Inden for nykritikken udkrystalliserer der sig to læsestrategier, som er indbyrdes forskellige af temperament. Den ene er den følsomme nærlæsning, der især beror på læserens tålmodige arbejde med teksten, som ikke mindst udfordrer hans/hendes skarpsindighed og fornemmelse for sprog. Den anden er en læsning, der følger den noget firkantede analysemodel, hvor man bevæger sig fra lag til lag i lagkagemodellen.

Sidstnævnte er ofte brugt i undervisning, fordi modellen så at sige udgør en dosmerseddel for, hvad man skal have med i en analyse. Læreren har så justeret lidt efter den enkelte teksts karakter, men i grundtræk benyttet samme model til alle tekster. Førstnævnte, den følsomme nærlæsning, kan også praktiseres i undervisning. Her læser klassen teksten sammen, og den enkelte elev bidrager med sine iagttagelser til klassens samlede tolkning.

Note
Du skal logge ind for at skrive en note

Den rytmiske syntaks

Læser man ‘Tepotten’ op, bemærker man, at den slyngede, men rytmiske syntaks er karakteriseret ved brugen af en sideordnet sætningsopbygning og mange sideordnede led. Ofte er sætningerne sammenkædet uden bindeord. Andre gange bruges det modsætningsskabende »men«, og færre gange anvendes det sideordnende »og«. Brugen af »men« og andre modsætningsfigurer har den effekt, at tepotten skilles ud fra dens omgivelser.

Ofte skaber brugen af gentagelser og tilbagevisende stedord de tekstbånd, der gør, at teksten fremstår som et forbundet hele. Der er mange gentagelser, som giver bestemte ord emfase og skaber rytme.

Tekstens varierede forfelter, ledstilling og skiftende vægtforhold gør den velegnet (men vanskelig) til oplæsning. Fortælleren betjener sig af mange adjektiver, der i forskellige gradbøjninger bestemmer tingenes kvaliteter. Det er ikke tilfældigt, at ordet »stolt« anvendes fire gange i den første sætningsperiode.

Note
Du skal logge ind for at skrive en note

Fortælleren

Fortælleren er alvidende, men distanceret. Det viser sig allerede i åbningssætningen, hvor genrekoden »der var engang« beskæres til »der var«. Man bemærker en underspillet fortællerironi i sætninger som: »låget er ikke værd at tale om, der er talt nok om det.«

Fortælleren forholder sig moralsk til det borgerskab, der omtales, fx: »sin mangel taler man ikke gerne om, det gør nok de andre.« Og overbærende til tepotten: »Alt dette sagde tepotten i dens frejdige ungdomstid«.

Fortælletempoet veksler og intensiveres dér, hvor tepotten slås itu. Det sker ved brugen af mange sideordnede hovedsætninger inden for samme helsætning: »men den fineste hånd var kejtet, tepotten faldt, tuden knak af, hanken knak af, låget er ikke værd at tale om, der er talt nok om det.«

Desuden betjener fortælleren sig af indresyn, lagt på tepotten, der i lange monologer i andet og fjerde afsnit selv bliver sit livs fortæller. Derved kommer den alvidende fortæller til at virke som et sammenhængsskabende og kommenterende element i forhold til tepottens egne udredninger.

I de indre monologer bliver tepotten tekstens jeg-fortæller: det betyder, at vi kommer tæt på, og at der skabes identifikation – en identifikation, der allerede er grundlagt af den alvidende fortællers opstilling af polære modsætninger. Hermed skabes der en opbygning, der skal få læseren til at acceptere jegfortællerens afsluttende morale.

Note
Du skal logge ind for at skrive en note

Tekstens tidslige organisering

Tekstens tidslige organisering er præget af et overordnet bagudsyn, hvor den alvidende fortæller konsekvent anvender datid. Brud herpå finder man i fortællerkommentarerne, der naturligt nok formidles i nutid.

I de indre monologer veksler fremstillingen mellem nutid og datid. Førstnævnte anvendes i de fortællende passager, sidstnævnte i de reflekterende. Fremstillingen veksler således mellem relation (handling), situation (replik), deskription (beskrivelse) og refleksion (tanker, ræsonnementer), men teksten er overvejende narrativ i form af et klart handlingsforløb og refleksiv i form af de ræsonnerede og moraliserende elementer.

Note
Du skal logge ind for at skrive en note

Realplan og billedplan

Genremæssigt er der tale om et tingseventyr, og i denne genre er det ofte sådan, at tingen, her tepotten, både er tepotte og symbol på noget andet. Til det overordnede symbol knytter der sig en række metaforer, fx de andre ting, vandet, tebladene, potten, løget, blomsten og skåret. I den henseende har teksten et realplan, der beskriver et teselskab, en have og en gård, og et billedplan, der handler om noget helt andet.

På det symbolske billedplan repræsenterer tepotten et menneske, og de forskellige faser viser i tepottens historie derfor hen til et almengyldigt eksistentielt niveau, der skildrer stadier på livets vej.

Eventyrets første fase skildrer den unge oprører, der vil udmærke sig. Anden fase den besindige voksne, der træder tilbage fra rampelyset, men som skaber og giver sit talent videre, og eventyrets tredje fase skildrer den aldrende, der har besindet sig på sin skæbne og lever i minderne.

Note
Du skal logge ind for at skrive en note

En eksistentielt orienteret livsfilosofi

Den overordnede tilværelsestolkning, der findes i ‘Tepotten’, er således en eksistentielt orienteret livsfilosofi, der angiver, at menneskets liv er endeligt. Vilkåret, at man skal dø, er alment. Derfor må man besinde sig på sin skæbne og gøre en forskel der, hvor man er.

Teksten angiver, at det ikke er den sociale status, der er afgørende, men derimod de indre kvaliteter. Til denne livsfilosofi knytter der sig et kristent lag, der kan lokaliseres i hentydningen til den bibelske fortælling om Brylluppet i Kana og i vendinger som »velsignelse«, »ydmyghed«, »tørstende menneskehed«, »velsignet er det at glemme sig selv i andre« og »lovprist«. Eventyret udtrykker derved en kristen etik om næstekærlighed og om stolthed og social anseelse som en hindring for denne erkendelse.

Note
Du skal logge ind for at skrive en note

En personlig objektiv læsning

Som det fremgår, er ovenstående nykritiske læsning god, når det gælder om at komme tæt på tekstens verden, men den forudsætter en stor viden om og følsomhed over for sprog og litteratur. Uden denne viden vil læsningen blive mekanisk.

Læsningen hviler på læserens skarpsindighed og referencer. Som sådan bliver analysen faktisk også personlig, selv om den tilstræber objektivitet. Fortolkningen ligner den biografiske i lokaliseringen af eventyrets livsfilosofi, men adskiller sig ved ikke at koble denne til biografien.

Note
Du skal logge ind for at skrive en note
Sig din mening